▲
Sæt lidt julemusik på, mens du læser de gode stile fra elever på Tommerup Efterskole og fra Tallerupskolen.
00:00
/
00:00
00:00
/
00:00
Flyvetur uden vinger
Af Louise G.B. Laustsen
Hun var ikke bare en person, nej. Hun var en helt og særdeles fantastisk person. Hjælpsom, omsorgsfuld og kærlig. Hvis du nogensinde manglede en at snakke med, ja så var hun der altid. Kunne man kalde hende perfekt? svaret er nej… Ingen er perfekte, se selv de mest kendte personer, eller måske din rollemodel, jeg tør vædde med, at de har lavet noget dumt i deres tid. Så en enkelt fejl kan vel ikke skade? Tjah, det fandt hun ud af at det kunne. I løbet af 3 sekunder var alt væk… Hendes venner vendte ryggen imod hende, dem hun plejede at være sammen med, sagde lige pludselig nej. Ensomheden var hendes nye ven. Derhjemme sad hun på sit værelse, ventede på svar, svar på hendes mange spørgsmål. Sådan gik dagene. Timerne føltes længere, frikvartererne var ensomme, ja selv hvis hun havde folk omkring sig. Livet tog en uforudset drejning på ingen tid. Hvordan er det muligt? Hvorfor lige hende? Ja, tusinde spørgsmål flød igennem hendes tanker dagligt. hvad kan det ikke gøre ved en person.
Ved bænken sad hun alene, og iagttog de forskellige grupper. Pigerne ovre ved basketbanen stod og hviskede til hinanden, det var tydeligt selv for hende, at det ikke var rare ting de hviskede om. Drengene der spillede fodbold, og så ud til at have det godt sammen, sådan et fællesskab savnede hun virkelig. Til tider blev det for meget for hende, hun pjækkede for timer, selvom hun godt vidste det var åndssvagt. Hun havde aldrig set den komme, at hun ville ende med følelsen af fortabthed. Hårdt var det. Måneder gik hvor ingen lagde mærke til hende. Ofte sad hun, og erindrede om de gamle minder hun havde med sine tidligere venner. Tårerne trillede ned af hendes kind ved de tanker. Ingen kunne gøre noget ved det, selv folk som hjalp hende kunne ikke forstå hvad hun gik igennem. Hun tænkte ofte om en ny skole kunne hjælpe, men hun var alt for bange for, at det samme kunne ske hvis hun skiftede skole. Så hun blev, hun holdte fast i erindringerne om alt det gode, der engang var. Hun begyndte at tvivle på hende selv, på hendes talenter og hendes selvværd. Det var bare ikke sjovt for hende mere, intet var. Hun ønskede ofte om aftenen, at alt ville blive som før, men dage gik og intet skete. Hun mistede håbet. Hun mistede troen.
Hun ses ofte for sig selv. Lærerne anede ikke hvad de skulle gøre. De prøvede med at tjekke op på hende, snakke med hendes forældre, endda nogle gange tage hende ud fra klassen for at snakke. Men hvad lærerne ikke vidste var, at lige meget hvad de sagde, ville intet forandre sig, uden håbet kunne hun ikke se lyset for enden af tunnelen. Ude af det blå kom hendes foregående venner hen til hende, hun følte en mærkelig fornemmelse i kroppen, som om noget ikke passede ind. Det var som et puslespil sat sammen forkert, men hun valgte at ignorerer den følelse, og høre hvad de ville sige. De fik hende med på vognen, og gjorde hende glad igen. De var hverken sammen i weekenderne eller hverdagen, men alligevel kunne de få hende til at føle sig normal igen, ved blot at snakke til hende i skolen. Dagene gik og den fortabthed hun følte forsvandt mere og mere for hver dag.
Hun mødte til tiden igen, forsvandt ikke i timerne længere, og lyttede til hvad lærerne havde at sige. Man kan faktisk sige hun havde det godt. Hjemmet blev et sted hun holdte af igen, og hendes forældre så en tydelig udvikling. Det hele kørte som smurt. Efter en snak med hendes forældre fik hun dog tanken om, at det kunne være muligt de brugte hende. Hun begyndte derfor at tænke over, hvad de sagde til hende i skolen. Hun bemærkede ofte at de spurgte om forskellige ting, og krævede meget af hende. Da en uge var gået, og hun havde set dem for hvem de virkelig er, fik hun nok. Hun blev hjemme, pjækkede fra skole og holdte sig indendørs. Nok var nok, intet kunne få hende til at gå tilbage. Erkendelsen var barsk, selv for hende. Det var dog hendes eget valg, så uanset hvor meget hun ville give skylden til dem, kunne hun ikke tillade sig det. Hun holdte et par dage fri fra skole, så hun kunne få tankerne på det rette sted igen. Hun var faldet helt af sporet, hendes forældre prøvede at trøste hende, og igen kom det på tale om en ny skole, kunne gavne.
En aften sad hun og tænkte, tænkte på om det hun havde gang i var forkert. Hun følte at hun havde sprunget over hvor gærdet var lavest. Det vidste hun godt var forkert, så hvis der var en ting hun var god til, var det at sætte sig et mål. Fra den aften af ændrede alt sig. Hun satte uret til klokken seks om morgenen, så hun var sikker på ikke at komme for sent i skole. Marcherende gik hun mod skolen, hovedet højt og klar til at kæmpe sig igennem dagen. Denne gang ville hun ikke lade nogen bringe hende ned. Den her chance ville hun ikke spilde, hun kunne endelig få sine karakterer forhøjet, og faktisk lytte til hvilke råd lærerne havde at sige. Hun passede sin skole, lavede sine lektier og fik de karakterer hun så længe havde ønsket. Hun så ikke længere det at være alene som en frygtindgydende ting, men mere som en mulighed for at forandre sig markant. Hun stoppede med at kigge på de andre med misundelse, og i stedet fokusere på sig selv. Det var den klogeste beslutning hun nogensinde havde taget. Hun glemte fuldstændigt de andre eksisterede, det var omsider ligegyldigt hvad de mente, og gjorde.
Hun havde det som om, at hun kunne udrette noget stort med sit liv. Intet var umuligt længere. Skolen blev til et sted hun følte, at kunne sprede sine vinger for første gang, og være sig selv. Den kolde tid var endelig væk, og alt det der engang kunne ødelægge hende, kunne nu kun gøre hende stærkere. Styrken kom ikke fra fysisk kapacitet. Den kom fra en utæmmelig vilje der boede inde i hende. Hun klarede sig igennem hårde tider, hvor de fleste ville have givet op, det er hvad der er så specielt ved hende. Nu kunne endelig ånde ud, og føle sig tilpas igen. Hun var ikke som de fleste, hun var noget helt for sig selv, en ren og skær kæmper. Modig blev født en figther, en som altid kunne stå op for sig selv.
Et essay om jul
Af Sebastian Ipsen
Julen er en god tid på året. Stemningen er høj blandt folk og humøret er højt hos mig. Men hvorfor gør julen alles humør en tand bedre, end hvis det bare var en dag i August?
Ja, jeg tror, at det er fordi, vi bliver mere kærlige. Det der hyggelige ved, at man går og pynter med nisser og kræmmerhuse i ens hjem, eller at man måske har en bagedag, hvor man hygger sammen med familien. For mange af os er juleaften en af de bedste aftener. Man spiser god mad, familien er samlet, og man pakker gaver op. Jeg personligt, er meget glad for julen. Men folk har hver deres traditioner. Fx vi går rundt om juletræet og synger en masse julesange, mens andre sidder og synger, og nogle synger slet ikke. Nogle har mandelgave, andre har ikke. Jeg synes, det er så sjovt, når man sidder og bliver ved med at spise ris a la mande, selvom man egentligt ikke kan spise mere - bare for at få den mandel.
Så der er stor forskel på, hvordan vi holder jul. Og hvorfor er der egentlig det? Ja det er et godt spørgsmål. Jeg tror, at det er fordi, folk bliver ved med at lave nye traditioner. De finder på en masse nye ting til julen, hvilket jeg synes er lidt forkert. Jeg mener, at vi skal holde fast i de gamle traditioner ang. julen.
Ovre i USA holder man juleaften d. 24 ligesom os, hvor de spiser god mad. De går også rundt om juletræet og synger. De åbner dog først gaver om morgenen d. 25, fordi det først var der, Jesus blev født. De er selvfølgelig opdraget med det, men jeg synes, det må være lidt træls. Man har jo hygget sig om aftenen d 24. december ,og det ødelægger lidt den gode stemning, at man ikke også åbner sine gaver der.
Der er også de mennesker der tager sydpå og holder jul, for mig ødelægger det bare den gode julestemning. Jeg ville nok aldrig tage til udlandet og holde jul, det ville virke fuldstændigt forkert.
Jeg har i øvrigt tit tænkt på, hvorfor julemaden skal være så usund, men kan ikke rigtigt finde et svar på det. Maden er stort set det samme vi spiser. De fleste spiser kartofler, flæskesteg eller and med brune kartofler og brun sovs. Jeg spiser ikke selv kartofler og brun sovs, men min familie får det selvfølgelig. Jeg får i stedet hjemmelavede pomfritter med whisky sauce. Når jeg nævner det, er der mange der ikke forstår det, og nogle synes, at det kan ødelægge julestemningen, for der er mange, der mener, at det er maden, der gør juleaften god. Men for mig, er det en tradition, og jeg har altid fået det.
Jeg elsker julen. Jeg kan godt lide, at man er mere sammen og hygger med sin familie. I min familie har vi julefrokost hvert år d. 26. december. Det glæder jeg mig rigtigt meget til hvert år. Nogle af dem der kommer, ser jeg kun den ene gang om året. Vi får altid suppe til forret, til hovedret får vi kartofler og lidt forskelligt kød, og desserten er forskellig fra år til år. Vi spiller pakkespil og hygger.
Jeg har tit tænkt på, hvordan det ville være ikke at kunne holde jul, eller at kunne give andre en gave. Det er der mange mennesker her i Danmark, der ikke kan, for der er flere og flere familier, der ikke har råd til at give gave. Jeg har selv en onkel og tante, der sidste år ikke havde råd til at give gaver. Og jeg ved, at de var rigtig kede af det. Jeg synes måske, at man kunne hjælpe folk som dem lidt mere. Måske man kunne lave nogle støttegrupper, hvor man kunne sende nogle af sine gamle ting, som de så kunne få eller købe billigt og bruge til gave?
Uanset hvad, synes jeg, at julen er en af de bedste tider på året.
Den røde knop
Af Ellen Flodin Johansen
Den røde knop Jeg kiggede på hånden igen. Der var en rød knop midt på min hånd. Den knop var der helt sikkert ikke i går. Hvad kunne det mon være? Meningitis? Jeg kørte mine fingre lige så blidt over knoppen. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor den smerte, jeg havde forventet, ikke kom. Det var rent faktisk som om, den ikke var der. Men jeg kunne ikke bare lade den være. Hvad nu, hvis det var meningitis? Jeg havde læst, at meningitis kunne dræbe inden for 24 timer, så det var om at handle hurtigt. Skulle jeg sige det til min mor? Ej hun ville sikkert bare grine og sige: “Nu må du altså snart holde op,” og derefter gå ind i sin seng og ligge sig, hvor hun ville blive resten af dagen. Sådan var det altid.
Jeg tænkte tit på, hvor heldig jeg egentlig var, når nu jeg hele tiden var så syg. Jeg var ikke død endnu. Men jeg ville ikke glæde mig over det, fordi jeg vidste at døden var lige rundt om hjørnet. Jeg kunne dø når som helst og hvor som helst. Jeg fik kuldegysninger ved tanken. Jeg forestillede mig, at der inde i min krop var en krig mellem de onde og de gode bakterier. Hvordan de onde udryddede de gode en efter en. Hvordan de onde til sidst ville have overtaget hele min krop, og jeg dermed ville dø. Sådanne tanker fyldte mit hoved stort set hele tiden. Jeg kunne kun tænke på, hvor syg jeg var. Hvorfor kunne min mor ikke se, at jeg var syg? Hvorfor ville hun hele tiden trække den, når hun vidste at jeg var dødeligt syg? Tanken om at min mor holdt på en stor hemmelighed overfor mig, omkring min dødelige sygdom, var nok den, der fyldte allermest. Jeg blev nødt til at fortælle min mor om knoppen.
Jeg gik ind i stuen, hvor min mor sad i sofaen og så fjernsyn. Jeg satte mig ned over for hende. Vores brune lædermøbler var blevet enormt slidte, men mor insisterede på at have dem. Jeg forstod det slet ikke. De var så grimme. Jeg kørte hånden over sofakanten. Mor havde ikke engang lagt mærke til, at jeg havde sat mig i sofaen. Jeg flyttede en stak ugeblade, som lå i enden af den brune sofa, hvor jeg sad. Jeg flyttede den med et bump, så mor blev opmærksom på, at jeg var kommet. Hun kiggede på mig. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle forklare den frygt, jeg havde. Jeg valgte at begynde at klø på min hånd. Voldsomt. Jeg blev ved og ved. Stilheden varede et stykke tid. Så brød mor tavsheden: “Hvad nu?” Hun lød hverken sur eller glad. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle sige det. Jeg begyndte: “Se her” Jeg viste den røde knop som var på midten af min hånd. Min hånd så mere skadet ud end for 2 minutter siden. Den havde lange røde kradse streger. Mor kiggede ned på hånden og sagde træt: “Hvad?” Kunne hun nu ikke engang se det? Jeg fortalte hende om knoppen. Om hvor hurtigt den var kommet. Hun kiggede længe på mig uden at sige noget. Jeg gik i panik. Hun tog mig ikke alvorligt. Hvad havde jeg også regnet med? Mine tårer pressede på. Jeg lod dem trille ned ad mine kinder. Hun kiggede stadig med sine trætte øjne på mig. Hun rystede på hovedet og vendte sig mod fjernsynet igen. Jeg prøvede igen: “Mor, jeg er altså dødeligt syg.” Hun vendte sig og sagde irriteret: “Så gå ind på dit værelse og dø.” Tårerne væltede ud fra mine øjne. Jeg græd højlydt. Hvordan kunne min egen mor bare vende ryggen til mig?
Jeg gik i vrede ud af stuen og ind på mit værelse. Jeg kastede mig ned i min seng og begyndte at græde. Min verden faldt fuldstændig fra hinanden. Jeg lå i sengen i et stykke tid uden at have styr på nogen af mine tanker. De fløj bare rundt med topfart. Sådan blev mine tanker ved. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg følte, at hvis jeg rejste mig fra sengen, så var det som at opgive. Jeg lå alene i min seng. Alene med min frygt. Mine tanker begyndte lige så stille at sænke farten. Jeg kunne faktisk næsten tænke klart. Hvad kunne jeg gøre? Tankerne fløj videre med topfart i hovedet. Det eneste svar, jeg kom frem til, var: Jeg måtte selv ringe til lægen. Mobilen lå på natbordet ved siden af sengen. Lægen, jeg fik i røret, virkede rar og forstående. Endelig en, der forstod mig. Han ville gerne tage en prøve på mig næste dag. Jeg lagde tilfreds røret på. Lettelsen strømmede ind over mig.
Lægen havde fyldt utallige glas med mit syge blod. Lettelsen fra dagen før var væk, og nervøsiteten sad i mig som en svimlende kvalme. Hvad hvis prøven sagde, at jeg kun havde en dag tilbage at leve i? Ville min mor så indse, at hun havde taget fejl? Ville min mor og mine veninder overhovedet komme til at savne mig? Jeg havde kun oplevet en begravelse i mit 15-årige liv. Kathrine. Kathrine havde haft mange venner. Alle hendes venner havde grædt. Hendes mor havde grædt. Ja hele hendes familie havde grædt. Alle havde faktisk grædt. Ville det også være sådan til min begravelse? Nej, Kathrine havde været den mest populære pige på skolen. Alle elskede hende. Hvorfor skulle folk græde over, at jeg døde? Jeg satte mig ved skrivebordet og begyndte at skrive nogle salmer ned, som jeg godt kunne lide. Jeg huskede ikke mange salmer, selvom vi havde øvet en masse sidste år til konfirmationsforberedelsen. Det var rart at tænke på, at jeg helt sikkert ville komme i himmelen, når jeg døde.
Jeg tænkte også på, hvordan min kiste og min gravsten skulle se ud. Jeg skrev alle mulige ting ned om min død. Jeg skrev endda et afskedsbrev til min bedste veninde, hvis nu jeg fik af vide, at jeg kun havde én dag tilbage.
Dagene gik langsomt. Jeg ventede stadig på svar. Jeg kunne nærmest mærke, hvordan min knop blev større og større, samtidig med nervøsiteten også voksede sig større. Den var stadig ikke mega stor, men den var blevet større. Hele min hånd var rød efter de mange kradsemærker. Knoppen kunne vel stadig godt være et symptom på meningitis? Måske en kræftknude af en art eller en anden form for kræft?
Dagen var kommet. Jeg havde fået en besked fra lægehuset, om at jeg havde en tid hos min læge klokken 14:00. Vejen til lægehuset føltes enorm lang, selvom det kun var 1 km. Min balance blev virkelig sat på prøve. Jeg følte op til flere gange, at mine ben svigtede mig. Men det hele skete bare oppe i mit hoved.
Lægehuset lå i udkanten af vores by. Det var ikke et specielt stort lægehus, men det blev flittigt brugt af de lokale i byen. Jeg brød mig ikke om læger. Læger var dem, der gav dødsdomme og sygdoms erklæringer. Men samtidig kunne jeg ikke lade min sygdom overtage mig.
Da jeg trådte ind af døren i lægehuset, kom den sædvanlige rene lugt. Lugten var den samme som ved tandlægen. Ren og fri for bakterier. Jeg satte mig i en af venteværelsets stole. Jeg sad bare og kiggede tomt på uret. Jeg fulgte sekundviseren. 1234. Sådan blev uret ved. Sekundviseren gik utroligt langsomt. Mine hænder svedte, mens jeg gned dem mod hinanden af ren nervøsitet.
“Thera Jensen.” Mit navn blev råbt op. I de sekunder mellem mit navn blev råbt op, til jeg rejste mig op, stod verden helt stille. Den eneste tanke, der var i mit hoved, var: Værsgo, her er din dødsdom. Du dør i morgen. Hyg dig så længe det varer. Tanken gjorde ondt. Jeg kiggede på den hånd, der var rakt over imod mig. “Goddag Thera.” Jeg svarede ham ikke. Jeg satte mig bare i den stol, han pegede på. Mit blik var frosset ned i mine hænder. Jeg turde ikke se ham i øjnene. Han talte til mig. Mine ører lukkede fuldstændig af, det lød bare som en summen fra en bi på en varm sommerdag. Med et hørte jeg det. Hvad? Kunne det være sandt? Jeg kiggede op fra mine hænder og lige ind i hans øjne. Så på hans mund, hvor jeg svagt hørte svaret. Du er ikke syg, havde han sagt. Med et følte jeg, at alle mine bekymringer forsvandt, som om de aldrig havde været der. Men jeg havde gennemskuet ham. Det havde de også sagt til Kathrine…
Williams jul
Af Trine Bjærre
Engang for ikke så lang tid siden boede en lille nisse, lidt uden for byen Tommerup. I det store træ var et hul, nede i bunden på størrelse med en tommelfinger, og hvis man gik derned boede William her sammen med sin mor og far. William var lige fyldt 134, som cirka svarede til, at han var 13 i menneskeår. Selv om William boede lige uden for byen, var der en gård lige ved siden af.
Hvis der var en ting, William ikke kunne lide, var det jul. Bare han tænkte på det, blev han i dårligt humør. Hvorimod hans forældre til gengæld var kæmpe julefans. De havde en lille kalender, der talte ned hele året til juleaften. William havde som sagt aldrig kunne lide jul. Da han var lille, sagde hans forældre altid “Bare vent – du vil se meningen med jul og elske den …..én dag”, men nu var det ligesom de bare havde opgivet håbet. I nisseskolen var han også den eneste, der ikke kunne lide jul, og alle synes, det var mærkeligt og sagde, når de mødte ham “EN NISSE, DER IKKE KAN LIDE JUL, DET HAR JEG ALDRIG HØRT FØR”. Så som du nok kan forstå, var William ret ensom, for ingen forstod ham.
Det var lige blevet første december, og William lå stadig i sin seng og surmulede. Lige pludselig var der nogen, der bankede på døren ind til hans værelse. William sagde irriteret “Kom ind”. Døren bliver hurtigt åbnet op, og ind kom Williams mor med det største smil på læberne, sådan var hun ALTID i december, eller sådan var hun egentligt hele året rundt. “Halløj såååå er det første december - Er det ikke spændende?”. William kiggede surt og vendte sig om på den anden side, så han lå med ryggen til sin mor, som sukkede og sagde “Nå, men her er dit juletøj, jeg lægger det på din kommode.” William syntes, at juletøjet var noget af det grimmeste, han nogensinde havde set, det lignede lidt en rød pyjamas med hvide knapper. Så sagde William “Mor, det der tager jeg altså ikke på.” Mor sukkede igen og sagde så “Jo, det gør du, for jeg gider ikke den her diskussion hvert år, så nu gør du, som jeg siger”. William mumlede noget surt, mens hans mor gik ud ad værelset.
Han lå der i ti minutter mere, før rejste han sig op og tog det dumme tøj på og gik ud til de andre, selvom han var så træt af sine forældre. Da han kom derud, stod hans far på en lille grøn stol og prøvede at få de to julepyntskasser ned, som stod oven på skabet. Han havde lige fået de to kasser ned, der stod på den øverste hylde i skabet. Ja, de har fire meget store kasser fyldt helt op med julepynt.
William gik lige forbi ham og på vej forbi sagde hans far hurtigt “Glædelig første december”, og så var han lige ved at falde ned af stolen. Men William kiggede surt på ham og gik over til sin mor og sagde “Har du min mad?”. Hun gav ham en madkasse med to gamle katte på, som han havde haft, så længe han kan huske. Mens hun med et kæmpe og stadigt meget irriterende smil sagde “Her min lille engel”.
William stormede ud af huse, fort han gad virkelig høre mere på dem. Han var bare så træt af alle de dumme smil og det dumme julehumør. Hvad skulle det bruges til? Han gad i hvert fald ikke spille sin energi på sådan noget pjat.
Williams skole lå inde i byen, men der gik en bus eller faktisk hoppede han på den bus, som mennesker brugte og kravlede over i hjørnet under et sæde. I bussen var der en anden nisse. En gammel mand med skæg, der gik næsten helt ned til gulvet. Han stod ovre ved døren. Turen tog ca.15 min og på vejen ud af bussen sagde den gamle nisse “God jul”. William rullede bare øjne af ham og hoppede ud af bussen. Fra busstoppestedet og hen til skolen var der stadig ret langt, i hvert fald for en nisse.
På vejen kom han tilfældigt forbi en lille dreng, der sad med ansigtet gemt i hænderne og græd på trappen til et flot stort hus, og uden for huset stod de skønneste grønne buske. William stoppede op og kiggede lidt bag én af buskene. og efter lidt tid kom der en mand ud huset og satte sig et par trin højere oppe. De sad der lidt, men så sagde manden “Kommer du ikke med ind igen?”. Drengen sagde ned i hænderne meget stille “Nej, alting kommer til at ændre sig, hvis I gør det”. Manden kiggede på ham med et bekymret blik i sine øjne og sagde så “Jeg ved det, men det her går bare ikke mere - hverken mor eller jeg er glade for det, men vi finder ud af det sammen”. Manden lægger sin hånd på drengens skulder. “Hvad så med julen?” Drengen rystede sin fars hånd af, og manden sagde “Vi finder på noget. Jeg kan jo komme og besøge jer, selvom jeg ikke bor her mere”.
Drengen rystede på hovedet og sagde grædende “Nej, det er ikke det samme”. Så rejste drengen sig og løb ud til vejen lige forbi William og hen ad vejen. William, der havde hørt og set det hele, løb efter ham og nåede lige at høre faren råbe “VENT! HVOR SKAL DU HEN, KOM TILBAGE”
Selvom nisser er små, så kan de løbe overraskende hurtigt. William fulgte drengen igennem byen og så til udkanten af byen og ind i den skov, der lå ved siden af byen. Da drengen var løbet lidt ind i skoven, satte han sig ned på en træstub og begyndte at græde igen. William kom langsomt derhen. Han vidste egentlig ikke, hvorfor han var løbet efter drengen men han ville gerne hjælpe. William sagde så “Hej”.
Drengen kiggede forvirret rundt, for han kunne ikke finde ud af, hvem det var der sagde det, så William sagde “Det er mig hernede”. Drengen kiggede ned og fik så øje på lille William og blev helt forskrækket. Efter noget tid, hvor han bare sad og kiggede på William, sagde han “Du…..du….du er en nisse”. William smilede og sagde “Ja, jeg er William, forresten hvad hedder du?”.
“Jeg….jeg hedder Kasper”.
”Hvorfor græder du, Kasper?”.
Kasper kiggede ned i jorden og sagde så “Mine forældre skal skilles”. William kravlede op på stammen og satte sig ved siden af Kasper, og Kasper fortalte videre. “Altså det var ikke meningen, at de ville sige det før efter jul, men jeg overhørte min mor snakke i telefon med min mormor, og så fandt jeg jo ud af det, og nu er min far nødt til at flytte”.
William så, at der trillede en tåre ned ad Kaspers kinder, og William sagde så “Tror du ikke, det kommer til at gå? De elsker dig jo stadig, selvom de ikke længere vil bo sammen”.
Kasper kiggede på William, og William så et meget lille bitte smil i Kaspers mundvige.
“Det gør de vel, altså elsker mig, men hvad så med julen, for vi holder jo altid jul sammen?”.
William smilede og sagde “Det kan i vel stadig”, og så gik det op for William, at det er jo det, julen er om. Den handlede jo om at være sammen.
”Kasper, så længe I kan sammen indimellem, så skal det hele nok gå, tror du ikke?”. Nu smilede Kasper og sagde: “Du har ret”.
De sad der og snakkede i lang tid. William havde helt glemt, at han skulle i skole.
Kasper opdagede pludselig, at det var begyndt at blive mørkt, så klokken var jo næsten fire. Han havde været væk næsten hele dagen, så hans forældre måtte være meget bekymrede, så han sagde til William, at han troede, at han var nødt til at gå hjem. Så sagde William: “Jamen, skal jeg så ikke følge dig hjem?” Kasper smilede og sagde “Det må du gerne - du kan jo hoppe ned i min lomme”. William begyndte at grine og sagde så “Ja, det kunne være sjovt”.
Der kom de gående ned ad vejen: En dreng med en lille nisse i lommen. Kasper stoppede op lidt før deres hus og satte William af og sagde farvel. William så ham kramme sine forældre og gå indenfor med et kæmpe smil. Nu måtte William også se at komme hjem og hjælpe med at pynte op til jul. Og siden den dag elskede William julen. Det blev forresten også den bedste jul, de nogensinde har haft.
Jul i Tommerup i billeder
Hvert år har vi mange billeder i overskud, som der desværre ikke er plads til i julehæftet. Derfor har vi samlet en stor portion af alle de billeder, der er i Jul i Tommerup og mange af de billeder som ikke nåede den endelige udgave, i en billedcollage.
